Home | Oversigt        

nyhedsbrev

Nummer 5 - maj 2009

Kort nyt

Alexandras årsrapport på nettet

I forbindelse med generalforsamligen i Alexandra Instituttet 22. april har vi udsendt vores årsrapport for 2008/09. Den kan rekvireres direkte på e-mail alexandra@alexandra.dk eller på telefon 70 27 70 12. Årsrapporten kan også læses og downloades her.

Vores grafikeksperter blogger

Interesseret i avanceret computergrafik? Så tag et kig på den blog, som Alexandra Instituttets gruppe for computergrafik netop har søsat.

http://cg.alexandra.dk/ kan man følge med i gruppens projekter, bl.a. inden for medicinsk visualisering, simulering af røg, photonmapping, raytracing og meget mere.

Deltag i debatten om forskning og udvikling for 900 mio. kr.

De næste tre år investerer Videnskabsministeriet knap 900 millioner kr. i opbygning af nye forsknings- og udviklingskompetencer i de Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS). Alexandra Instituttet er del af GTS-familien på i alt ni organisationer, og lige nu forhandles der om hvilke områder GTS-systemet skal fokusere på i de kommende tre år.

Til det formål har Videnskabsministeriet netop åbnet hjemmesiden www.BedreInnovation.dk. Her kan virksomheder, interesseorganisationer og andre interessenter frem til 1. juli kommentere over 200 forslag inden for 15 temaer vedrørende fremtidens teknologiske service. Forslagene spænder vidt fra funktionelle materialer på nano- og mikroskala, fremtidens energiteknologier og oplevelsesøkonomi til plastteknologi og fremtidens it-visualisering og -interaktion.

På baggrund af dialogen med erhvervslivet og andre interessenter vil GTS-institutterne efterfølgende færdiggøre deres forslag til resultatkontrakter. Det er Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsministeriet, der vurderer GTS-institutternes endelige forslag til resultatkontrakter og bestemmer, hvilke aktiviteter der skal sættes i værk inden for den årlige bevilling på ca. 290 mio. kr.

Computer Science Day på Datalogisk Institut

Fredag 19. juni arrangerer Datalogisk Institut, Aarhus Universitet, “Computer Science Day 2009”.

Fra kl. 13.15 til 16.30 præsenterer i alt 10 forskellige forskningsgrupper ved instituttet deres aktiviteter gennem en række korte oplæg. Alle oplæg er på engelsk. Undervejs vil der være tid til både spørgsmål og forfriskninger.

Arrangementet henvender sig til et bredt publikum og giver alle med interesse i datalogi og it en spændende mulighed for at få et overblik over instituttets forskningsaktiviteter.

Efter kl. 16.30 har man mulighed for at få en øl i instituttets fredagsbar.

Læs mere her.

 

© Alexandra Instituttet A/S